December byder på julehygge og levende lys, men for mange også mere stress og jag.

In Nyheder by Conny Hjarsø

Rigtig mange mennesker længes efter mere ro og balance i deres liv, – længes efter at leve i harmoni med deres omgivelser og på en måde hvor de kan have sjælen med i det de foretager sig. Mange er udmattede af ikke at nå det de gerne vil, at stressen ikke aftager, at de ikke synes de slår til og at de lever et liv hvor autopiloten er slået til 90% af tiden.
Så hvad skal vi gøre? Hvordan kan vi komme til at leve vore liv i harmoni og glæde? Hvordan kan vi leve dybt og inderligt, og som Thoreau nævner: “Live deep and suck out all the marrow of life”, – “not to come to the end of my life and find out I had not lived”.
Jeg vil ikke påstå, at mindfulness tilbyder løsninger på alle livets udfordringer, men gennem mindfulness kan vi træne os i at vågne op og leve det liv vi er givet, leve mere i nuet og få mulighed for at invitere nærhed og opmærksomhed ind i vores hverdag. Overvej et øjeblik hvor ofte vi forsøger at slippe væk fra nuet ved at gribe mobilen, lade tankerne tage over eller “gøre noget” for at undgå at mærke os selv.
Uanset hvor længe du lever, er der et uendelig stort antal af øjeblikke, indtil du trækker vejret for sidste gang. Hvor mange af disse øjeblikke har du i sinde at være til stede i? At være helt vågen og nærværende i? John Kabat-Zinn foreslår, at når du vågner om morgenen skal du spørge dig selv: “Er jeg vågen”? For det er ikke sikkert at du er vågen og nærværende. Når du er i brusebadet, så spørg dig selv: “Er jeg i bad”? Måske er du ikke i bad, men er i gang med en masse samtaler og argumenter, med mennesker som overhovedet ikke er i nærheden af din bruser.
Tiden er inde til at stoppe op og lytte efter stilheden, med nysgerrig venlighed. Noget vil så åbne sig og du vil opdage nye muligheder og andre måder at tackle hverdagen på.
“Når vi stopper op, er der en særlig mulighed for at mærke, at bekymringer er noget vi selv skaber, – og der er kun èt sted, der er fred for dem, – og det er i nuet, i dette øjeblik”.