Den britiske læge Chris van Tolleken har de sidste to søndage på DR2 virkelig fået min opmærksomhed. Chris er chokeret over det mægtige medicinforbrug som britiske børn/unge udsættes for og han har sat sig for, at undersøge om der findes andre muligheder end medicin (som jo altid har bivirkninger), som kan hjælpe børn/unge med f.eks. ADHD og depressioner. I den første udsendelse inviterer han den hollandske forsker og professor Susan Bögels til England for at afprøve sit MYmind program med en gruppe børn med ADHD. MYmind programmet er et evidensbasert mindfulness program udviklet af Susan Bögels, – et program for børn/unge med ADHD og ASF (autisme spektrum forstyrrelser). Det var fantastisk, at se hvordan mindfulness kunne hjælpe børnene og det var en fornøjelse for mig, at gense Susan som jeg mødte i 2015, da jeg deltog i hendes undervisningsforløb til MYmind programmet. (Det kan du læse om her: https://www.mindfulsoul.dk/1053-2/).
I den anden udsendelse i søndags gik Chris i dybden med antidepressiv medicin til børn/unge. Forskningsresultaterne er simpelt hen ikke gode nok ift. hvor meget medicin der udskrives. Man har i England undersøgt 14 forskellige slags antidepressiv medicin på markedet og kun 1 af dem virkede bedre end placeboen (en sukkerpille)! Og den der virkede havde mange bivirkninger, bl.a. selvmordstanker. Det er virkelig tankevækkende og virker nærmest grotesk. Man kan spørge sig selv, hvorfor det i så høj grad er medicinen lægerne først peger på, når man faktisk har gode erfaringer med alternative metoder, såsom naturterapi, musikterapi, og mindfulness. Disse metoder har ingen bivirkninger og det er svært at se, at disse skulle give anledning til selvmordstanker.
Afslutningsvis vil jeg lige understrege, at jeg ikke mener at antidepressiv medicin aldrig skal udskrives til børn/unge, da mange kan have glæde af en kortsigtet behandling. Men vi skal tænke os rigtig godt om, så vi ikke lader kapitalinteresser blande sig i vores børns sundhed. En god portion skepsis og en second opinion vil være en god start.
Hvis mit indlæg har fanget din interesse og du ikke fik set programmerne, kan du se dem her:
https://www.dr.dk/tv/se/laegen-der-holdt-op-med-at-give-boern-medicin/the-doctor-who-took-kids-off-drugs-eps-1-2/laegen-der-holdt-op-med-at-give-boern-medicin-2-2